AtelierSecond

Ateliersecond er vores første projekt på 3. semester, hvor vi har fokus på WordPress. Opgaven lød på at udvikle en secondhand-webshop med eget indhold. Vores gruppe valgte at sætte fokus på vintage tøj med tanke på, hvad der trender. Da der var tale om en fiktiv virksomhed, havde vi frihed til at designe og skabe et website, som resonerede bedst med vores målgruppe – primært unge i alderen 20-30 år.

Tanker bag AtelierSecond, såfremt vi skulle videreudvikle projektet, har været en ambition om at føre virksomheden i en mere bæredygtig retning med fokus på at reducere miljøbelastningen og forlænge produkternes levetid.

I designprocessen har vi arbejdet ud fra en minimalistisk tilgang, hvor enkelhed og funktionalitet danner grundlag. For at skabe visuel dynamik og undgå et udtryk, der fremstår for stringent eller monokromt, har vi bevidst tilføjet farveelementer. Disse fungerer som kontrapunkt til det mere rå og afdæmpede formsprog og tilfører designet en livlighed, der samtidig fremhæver det æstetiske og emotionelle potentiale.