Troels Rokkedal

Er bare nogle af de ord der beskriver hvem jeg er

Personen bag

Jeg er pt. bosat i Aarhus, hvor jeg har været de sidste fire år. Min tid i Aarhus er gået med arbejde, rejser og senere studie. Jeg kommer fra en mindre by i Nordjylland, hvor jeg er født og opvokset. Siden jeg var lille, har jeg altid haft lysten til at prøve det ukendte af. Til tider har det skabt stor værdi for mig, andre gange har det været mindre brugbart. Men min tilgang til tingene er, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det har i mange år været min holdning, og jeg er sikker på, at den har været med til at give mig en positiv tilgang til tingene. Jeg tager derfor ikke en skuffelse eller et nederlag alt for tungt, men er derimod altid klar på en udfordring og mit næste step.

Inden mit studie brugte jeg tiden på at tjene penge, som jeg kunne bruge på rejser. Jeg er enormt glad for at rejse – både langt væk og til tættere destinationer. Om det er alene eller med familie og venner, skal ikke være en stopper. Jeg synes, verden og alt det, den tilbyder, er spændende, og det tager jeg med ind i mit studie og mit praktikforløb. At se tingene fra forskellige synsvinkler, holde muligheder åbne, som jeg måske ikke selv kan se eller forstå endnu, samt at lære af folk, der kan give mig nye perspektiver eller gøre mig bedre dér, hvor jeg er.

Mig på toppen af et bjerg i Indonesion :p

Passion

Jeg har en passion for at skabe digitale oplevelser, hvor design og funktionalitet går hånd i hånd. Gennem mit studie i multimediedesign har jeg arbejdet med fag som UX, design og programmering – kompetencer, jeg nu bygger videre på gennem min linje i e-commerce.

Jeg brænder især for UX og alt, hvad det indebærer: at forstå brugernes behov, skabe intuitive løsninger og designe interfaces, der giver værdi. Samtidig har jeg erfaring med grafisk design, hvor jeg har arbejdet med logoer, farvevalg, layout og generelt hjemmesidedesign.

For mig er det vigtigt ikke kun at udvikle idéer visuelt, men også at kunne føre dem ud i livet. Derfor har jeg arbejdet med HTML, CSS og JavaScript – og senere videreudviklet løsninger i WordPress. Det giver mig en bred forståelse for både design og den tekniske implementering, hvilket gør mig i stand til at skabe helhedsorienterede løsninger.